Magdalene Sophie Castberg
ADELUDS TIL TORKILD TRONDESØN. EN HEROIDE
Her i beskygget Dal, ukiendt for Verdens Glæde,
O Skiebne! skiønt umild, du Adeluds tilstæde,
At hun i denne Skov, hvor hun lyksalig blev,
Maae skrive til sin Ven et taarevædet Brev.
Det sige ham: at nu jeg haabeløs omvanker,
At ved hvert Fodefied jeg bittert Minde sanker,
Og at hvert Sted, som før mit Elskovs-Vidne var,
Nu til en Taare-Strøm og Vidne været har.
Skov-Nympher! I, som skiult' bevogte disse Steder,
O! har I nogen Trøst, naar en Forelsket græder,
Lad da en stille Roe snart, snart tilbyde sig,
Om Lindring nogen Tid skal mere skienkes mig.
Med Dig, min Torkild! svandt min blide Morgenrøde;
Min alt for bittre Sorg kan ingen Ting forsøde;
Vi ere bundne, ak! ei have mere Ret
At elske; haarde Dom! hvor kan man negtes det?
Jeg selv, jeg raad'de Dig et andet Valg at giøre;
Men Hiertet ønsked' dog, Du vilde mig ei høre.
Du adlød alt for snart; jeg seer endnu den Stund,
Da det forhadte Ja gik fra min Elskers Mund.
Hvi endtes ei mit Liv, da grumme Skiebne vilde,
Jeg skulde trøstesløs opmerksomt Folk indbilde,
At glad jeg i Din Arm en anden Pige saae;
Ak, Himmel! synes glad, naar jeg ei selv der laae.
Maaskee i denne Stund Du favner elskte Mage,
Mens Sorgers bittre Qval Din Adeluds maae smage.
Maaskee jeg er forglemt; tilgiv mig denne Frygt!
Et Hierte ømt, som mit, kan aldrig være trygt.
Jeg bør din Ømhed ei for min Rival fortryde;
Men Pligters strenge Bud, hvo kan dem altid lyde?
Jeg ham, mig Frender gav, allene elske vil,
Hvis Hiertet ved en Lov sig tvinge lod dertil.
Ak, Torkild! mindes Du, jeg kan det aldrig glemme,
Den Tid Du bød farvel: hvor skiælvede min Stemme,
Saa tungt mit Hierte slog, mig faldt den Tanke ind,
At da for sidste gang jeg favned Dig som min.
Det var og sidste gang. - O! vidste Du min Smerte,
Da Din hengivne Dreng mig al Din Tilstand lærte:
Omsonst kun med min Graad jeg fordred Venners Trøst;
Omsonst foer Sukke ud fra mit beklemte Bryst.
Forvildet løb jeg tidt i vore kiendte Enge;
O, stod du her, du Taarn! som gjemmer ham saa længe.
Saa raabte jeg, jeg snart ham skulde rive ud
Med Elskov styrket Arm til sin forgrædte Brud.
Mit Øie søgte dig i Skovens mørke Huler,
Der hvor sig spæde Fugl for barske Vinde skiuler.
Tidt jeg begræd, at ei dens Sprog mig var bekiendt:
Han har, saa tænkte jeg, med den en Hilsen sendt.
Ak, Torkild! fordum Tid den her os saae at spøge,
Naar den nysgierrig keeg fra sommerklædte Bøge.
Her henrykt glemte vi, at let det kunde skee:
Ubuden Vandringsmand vor Elskov fik at see.
Forældres haarde Sind min Elsker drev fra Lunden;
Med ham al Skovens Pragt og Ynde er forsvunden,
Men kom han her igien! den Liv og Sommer fik
Med mig, som svag af Sorg før om dens Strekning gik.
Umerket let forsvandt de korte Elskovsdage:
Jeg deres Glæder nød for siden kun at klage.
Men sidste tunge Aar, hvor skred de langsom hen:
Ak! lang er Ventestund paa længe savnet Ven.
O, Fædre! følde I en Deel af Ungdoms Varme,
I rev ei elsket Ven af Elskerindens Arme.
Tag heller Livet bort; selv Døden Lindring er,
Naar adskilt sukkende vi sorgfuld' Længsel bær.
Min Elskov brænder; den ei Verdens Hav udslukker:
Maaskee, naar ønskte Død de brustne Øine lukker,
Den evig slukkes skal; ei Amors Grusomhed
Kan have Længsels Suk i Glædens Boe beredt.
Hvis ei en hellig Pligt saa sterkt mig holdt tilbage,
Jeg skulde - hvilken Trøst i disse Sorgens Dage -
Snart som den raske Hind til hine Egne flye,
Hvor Torkilds Bolig er, at søge harmfrie Lye:
Jeg skulde nærme mig, og see, om han sin Pige
Endnu med Øiekast vil meer end Velkomst sige,
Om jeg var lige kier i hans saa elskte Barm,
Og om han græd for mig medynksom ved min Harm.
Men vee Din Adeluds, hvis Haabet hende feiled':
Hun blev den lig, som glad med Vindings Attraae seiled',
Og fandt et øde Land; ja alt mig øde er,
Naar sidste Trøst forsvandt: at jeg var Torkild kier.
Skienk da, o yndig Lund, en Grav din Elskerinde;
Skienk hende bedste Træ til varigt Æreminde:
Og Amor, kielne Gud! du, som mig Saaret gav,
I dette Træ min Sorg og al min Elskov grav.
Føer hver en Vandringsmand til dette tause Giemme,
Saa skal hans ømme Graad med Fuglens Klage-Stemme
Harmonisk lyde her, harmonisk, som naar vi
Opfyldt' af Elskovs Ild her forhen stemmed' i.
Mit Brev Dig allerbedst min Tilstand kan afmale;
Thi hvis Du saae mig nu, mig negtet var at tale.
Et Suk, et afbrudt Ak blev alt hvad jeg fik frem:
Saa taus er vores Kiøn, naar Sorger qvæle dem.
Naar Nattens Stilhed mildt de andre Hvile byder,
Min Sorg i ængstet Barm de største Smerter gyder,
Og tvungen lagt i Arm, jeg ønsker Natten maae
Snart endes, at jeg bort fra Fængselet kan gaae.
Ved Morgen-Solens Smil af Suk og Graad udtrættet,
Din Elskte faaer en Blund; Ak! ofte har den lettet,
Naar troløs Drøm mig har tilbagebragt min Ven.
O, alt for søde Søvn, hvi vogned' jeg igien?
Jeg flyer fra dette Sted, hvor alt mig bringer Smerte,
Her, hvor man lurer glad paa Suk fra klemte Hierte,
Til dig, o kiere Skov! din Luft mig altid huld
Tilbyder Sukke Rum saa mild og medynksfuld;
Og, smukke Rose, du erkiendtlig Ambra giver,
Naar her af Taarestrøm du ofte læsket bliver;
Omhyggelig og mild den yndefulde Lind
Udbreder tette Green mod Solens hede Skin.
Den fordum glade Bæk, der engang saae vor Lykke,
Nu flyder sagte hen sin Ømhed at udtrykke;
Jeg blander Graad med den, og al den Trøst jeg faaer,
Er: at den medynksfuld meer' taus, end forhen, gaaer.
Jeg seer i Kilden ned og knap mit Ansigt kiender,
Jeg bange skiuler det med mine matte Hænder:
Saa falmet er den Kind, som Ungdoms Rose bar,
Saa mat det Øiekast, som før Din Vellyst var.
Endnu jeg seer den Dag, som al min Qval bestemte,
Langt bort fra muntre Sverm jeg angestfuld mig giemte;
Men snart man fandt mif Skiul, man bød et afsky't Baand
At binde lænketungt en svag modvillig Haand.
Den blev saa villig Dig i glade Alder skienket,
Du den og Hiertet fik, til Dig det kun er lenket,
Du fik det første Suk, det sidste ofres Dig;
Ak! gid det komme snart, og Du begræde mig.
Skiønt jeg er endnu ung, just i den muntre Alder,
Da Livets Glæder mig til sine Ynder kalder,
Endskiønt jeg vandrer nu i Ungdoms blide Vaar,
Da andre Piger glad' og henrykt' altid gaaer:
Saa dog din Adeluds, med Længsel seer i Møde
Den Tid, den ønskte Tid, da dette Hierte øde
Skal aldrig drage Suk, ei slaae i tunge Slag,
Ei føle bitter Sorg, som denne mørke Dag.
O, læg dig, grumme Storm, lad Adeluds faae Hvile,
Gid Nattens milde Roe til disse Øine ile,
Som trættes ved sin Graad; o, Søvnens Guddom! hør
Den, som en evig Flugt har ønsket Søvnen før.
Uheldig er min Pen, den kan min Siel ei male;
Hvo kan i martret Stund med ønsket Velklang tale?
Jeg skriver ofte hen, hvad jeg har eengang sagt,
Som om jeg tro'de, Du ei nok gav derpaa Agt.
Lyksaligt Haab, som nu min mørke Siel omgiver,
O, tør jeg sige Dig, hvad Trøst det mig indgiver:
Du eengang blive min, end eengang skienkes mig,
Og Glæden blive skal vor første Elskov liig.
Jeg henrykt seer et Syn, o, kom I blide Dage,
Da jeg i Elskovs Arm skal glemme fordums Klage,
Ja glemme Verden selv; mon Guderne vel har
En større Vellyst giemt, end denne eengang var?
Da ei et Øieblik skal skienkes til Dit Minde,
Du alt for mørke Tid, mørk for en Elskerinde,
Som før i Elskers Favn saae Dagens Forbud glad,
Og kun om Varighed sin Skiebnes Gud tilbad.
O, Amor! hør min Bøn; meer ivrig ingen beder,
At om ei Skiebnen mig saa stor en Fryd bereder,
Saa styrk dog dette Haab, hvorved jeg Lindring faaer:
O vee mig, Adeluds, naar denne Drøm forgaaer.
|
 POETISKE SAMLINGER ANDET STYKKE
 1922, 1922
|
© DB Medialab 2002
Materialet på dette nettstedet er omfattet av åndsverklovens bestemmelser. Det er lagt ut for at du skal kunne lese det på skjerm. Uten særskilt avtale med DB Medialab er enhver eksemplarfremstilling og tilgjengeliggjøring utover dette bare tillatt i den utstrekning det er hjemlet i lov eller tillatt gjennom avtale med Kopinor, interesseorgan for rettighetshavere til åndsverk.
Utnyttelse i strid med lov eller avtale kan medføre erstatningsansvar, og kan straffes med bøter eller fengsel.
|
