MED BLOMSTERKRANS: Noen av festdeltakerne avfotografert i et relativt rolig øyeblikk. Nikolai i midten med blomsterkrans om hals. Kristian Eikaas bak til høyre. Og ved Astrups side, med kalott, Anton Fond.
MED BLOMSTERKRANS: Noen av festdeltakerne avfotografert i et relativt rolig øyeblikk. Nikolai i midten med blomsterkrans om hals. Kristian Eikaas bak til høyre. Og ved Astrups side, med kalott, Anton Fond.Vis mer

«45 aars dagen fandt mig saa vaaken og livsglad som aldrig før, trods gjæld og alskens elendighed»

Henie Onstad Kunstsenter åpner tidenes største Nikolai Astrup-utstilling 10. juni. Vi bringer et utdrag fra brevet Astrup sendte høsten 1925, der han beskriver sitt 45-årskalas.

Utdraget er fra et 27 sider langt brev Nikolai Astrup skrev til vennen Per Kramer om den store fødselsdagsfesten da Nikolai Johannes Astrup fylte 45 år.

Artikkelforfatter Arne Dvergsdal. Foto: Even Bast
Artikkelforfatter Arne Dvergsdal. Foto: Even Bast Vis mer

De medvirkende er:

DR. TRYGVE BYDAHL,

distriktslege i Jølster.

ANTON FOND,

lærer, kommunist og ateist

HJALMAR CHRISTENSEN,

forfatter og konservativ kritiker.

KRISTIAN EIKAAS,

lærer og rektor ved Heimyrkeskulen.

FRANTZ WILHELM MÜNSTER,

distriktslege i Førde

ENGEL, Nikolai Astrups kone.

KARI, ekteparets eldste datter.

Handlingen begynner i Astrup-tunet på Sandalstrand ved Jølstravatnet.

DET VAR, SKRIVER ASTRUP, «den værste rangel, jeg har været med paa, siden jeg i 20 aars alderen var i Paris og ikke kom af klærne eller ud af rusen paa 14 dage; - men i den alderen kan man taale 14 dage uden søvn, - nu er 8 dage for meget for mig.

Ja det begyndte altaa som sedvanligt ?dagen forud? - det gjælder jo at ?træne?

- Jeg havde faaet et par flasker sprit, som skulde omdannes til kvanneaquavit, og det gjaldt jo at faa denne saa god som muligt, og den maatte derfor flittig prøves efter hvert, som ?forvandlingen? foregik (...). Imidlertid blev jeg udover nat i saa godt humør, at det var umuligt at sove, og 45 aars dagen fandt mig saa vaaken og livsglad som aldrig før, trods gjæld og alskens elendighed.»

LIVSLYSTEN STIGER ytterligere da gjestene Bydahl, Münster og Christensen ankommer med vinkasser og brennevinsflasker. Fruene har «favnen fuld af de vidunderligste blomster; og efter en 3 - 4 formiddagspjoltere, som tømtes i hast af os mandfolk, medens kvindfolkene drak portvin, saa gik vi da tilbords.»

Astrup forteller at menyen bød på brenneneslesuppe med nogle drammer og derpå sherry og nyfisket ørret og dertil noen glass burgunder, så kyllingsalat og tomater og burgunder og så genever og rødvin.

«Chrtisdtenen sa visst pene ting om mig og min kunst, - men jeg var saa mildt bedugget, at jeg ikke husker noget af det, - ?jeg maatte svare noget?, hvisked Engel til mig - (eller var det en anden dame - kanske fru Christensen, som sad ved min side), og jeg

sa da noget, som Christensen blev saa fornærmet over, at han reiste sig og gik fra borde, - det var noget om vestlandet, Kinck og Christensen. Men ved kaffen og et glas likør, som jeg hadde mixet af alle mulige ingredienser, blev vi nogenlunde venner igjen.»

FESTEN GÅR NÅ INN i en mer dramatisk fase. Astrup skriver: «Fond var den første som faldt, efter at han først havde forsøgt at komme ud og holde sig oppe i mine hyldetrær, som knækkede sammen med ham, det ene efter det andet, saa han tilslut blev liggende i haven. Imidlertid fortsatte vi andre indtil Nr. 2 faldt, - det var Dr. Münster, som maatte geleides op paa Karis værelse.»

Her følger nå flere forviklinger før deler av forsamlingen faller til ro, men Astrup og doktoren holder det gående med pjolter og historier til utpå morgensiden.

«Tilslut sat jeg alene og drak, indtil det begyndte at levne igjen paa gaarden, - det var fra Christensen og Engel, som var kommen paa benene. Engel lavede frokost og fru Christensen tog sig et glas med mig, og vi havde en hyggelig passiar (...).

ASTRUP MEDGIR at hukommelsen fra dette tidspunkt begynner å svikte. Han sovner i sofaen etter frokost, men våkner av bildur; noen har forsvunnet fra festen. Men den trofaste Bydahl «kjørte motorcykkel, - og han var bleven igjen, og da vi endnu havde et dusin vinflasker igjen, saa begyndte vi paa en ny frisk, - og Bydahl overgik sig selv i lystige historier til langt paa nat (...) - den tredje nat som jeg da ikke havde sovet, - (med undtagelse af det lille øieblik i sofaen). Ud paa morgen vaagnede Eikaas ved, at Fond og jeg var saa glade, og saa fortsatte vi vindrikningen til Bydahl stod op og videre indtil Fond ud paa eftermiddagen forsvandt.»

OGSÅ DOKTOREN vil på hjemvei nå, men er ute av stand til å kjøre sin motorsykkel. Han telefonerer etter en bil, «og den kom utrolig hurtig, medens vi drak paa vore sidste flasker (...). Bydahl komanderede chaufeuren at kjøre, alt hvad motoren kunde taale, og paa faa minutter var vi paa Vas- enden, hvor Bydahl bad os alle med op og fik fat i baade øl og vin.»

De skal nå, som Bydahl sier, ned til «bønefolket, emisærene og mistænksomheden igjen». Doktoren foreslår å kjøre hele Førde rundt og synge for full hals «emisærsangen»:

Zions vægter hæver røsten,

vaagne op der blinker lyn i østen,

vaagn op guds stad Jerusulem.

«Saa sang vi», forteller Astrup, «saa folk kom ud af dørene og foldede sine hænder i andagt (...) og saa standsede vi udenfor Hjalmar Christensens, hvor vi blev gjestfrit modtagne og drak den ene pjolteren efter den anden, indtil jeg ikke husker sikkert, hvad jeg foretog mig.»

ASTRUP TØMMER til slutt «en vældig pjolter, saa stor som en liden tønde», det husker han, og da blir alt som en drøm. Hva var det i den pjolteren? spør han seg selv. Var det kokain, morfin, eller opium? Astrup tror seg gå inn i det ene huset etter det andre; noen steder var det sovende mennesker. En mann reiser seg med truende ord. Og Astrup tenker at han må komme seg bort. Det regner, han faller om i en grøft. Senere befinner han seg i Bydals hage, og ser vidunderlige blomster. Plutselig står fru Bydahl der, og den forkomne kunstner blir kommandert i seng. Utpå morgenen våkner han i samme rom som Eikaas, våt og forfrossen. Men halsen brenner. Astrup kommer seg på beina i en fart, og setter sammen med Eikaas kurs mot Hafstad hotel. Forgjeves, de nektes servering.

MEN STÅR DET IKKE i skriften, at bank på, så skal det lukkes opp? Astrup banker på i nærmeste hus: «?Vi to?, - sa jeg, ?har faaet aabenbaring af den helligaand om, at De har Whisky i huset, saa nu maa de ud med den til medicin for to syke?, - manden begyndte at stamme, - jo lidt Whisky havde han, det var sandt nok, - og han kom frem med en flaske som der var 2 - 3 dramme paa, - den tømte vi, - det vil sige jeg tømte det meste.»

Dermed er det tid for hjemtur for hjemtur. Men Astrup trenger proviant og er innom apotekeren for å skaffe sprit, som han broderlig deler med Eikaas og sjåføren. Under veis løsner hjulet «da alle skruer var fald ud». Ved Vassenden blir det «saa meget drikkendes, at vi næsten var helt reparerte (...) men da vi kom til Sandalstrand, kom ?bakrusen? paa mig, saa jeg var helt viljeløs og gik med paa chaufeurens forslag om at følge til Sunde, hvor der var rikelig med heimebryg.»

DEN STORE KUNSTNER forteller til slutt i sitt brev at han nå vil bli avholdsmann, at han allerede er på den smale sti, at han har takket nei til en mann som ville spandere «heimebryg.»

Helt til slutt tilføyer Astrup noen ord som viser hvor åpenhjertig han var som menneske: «Nu maa du ikke fortelle noget af det, jeg har fortalt om andre (Bydahl og Christensen og Fond); thi det kunde skade dem; det jeg har fortalt om mig selv maa du gjerne repetere.»

• Brevet er ikke tidligere ikke offentliggjort, oppbevares ved Universitetsbiblioteket i Bergen.

http://marcus.uib.no/instance/person/

0260a689-0580-4797-9102-6efc3a258959

Transkripsjon: Ole Petter Løvstad