«Aarets største literære Begivenhed»

Vi har digitalisert Dagbladets anmeldelse av Sigbjørns Obstfelders første diktsamling, «Digte», fra 1893.

Denne lille Bog blir Aarets største literære Begivenhed i Norge. Ingen Bog vil bli i den Grad Gjenstand for Begejstring og for Spot. Ingen Forfatter udleverer sig saa naivt blottet til Vits-Jægere og Parodi-Magere; ingen taler saa lige lukt ind i Sind, der ejer Bund dyb nok til at fange slig Tale og byde den Gjenklang.

Selv den mindst velvillige Læser maa erkjende den dybe Originalitet i denne Poesi, den ægte Rytme i Versene, den fulde Klang i Ordene, den umiddelbare Kraft i Gjengivelsen af de skiftende Forestillinger. Men selv den mest velvillige maa stejle ved det Bizarre i mange af disse Forestillinger. «Støbejernssojlerne» – «Vederlagskræfterne» – «Valsekiplagerne» – «Huller på Hosene»! Der skal Øvelse til at svælge slige Omkvæds-Ord i en Vise til Vaaren; men jeg forsikrer, den Opøvelse staar det os alle til at opnaa, saasandt vi tar Forbauselsen fangen og gir os Versenes Stemning ivold. Sværere blir det muligens med Linjer som: «Hys! Der var noget indi mig selv, som klatred osv.» (Drikkevise). Men følg blot Digtet tilende, og det dejlige vil nok fange. Desværre nok netop i dette Digts flimrende skjønne Afslutnings-Billede forekommer den efter min Mening eneste virkelig slemme Linje i hele Bogen («Hendes Legem er sigtet af den store Satan»).

Artikkelen fortsetter under annonsen

Umiddelbarere end Hr. Obstfelder har neppe nogen Lyriker lagt Sprogets Ord ind til Stemningens Billeder. Den, der er saa benaadet med de «enkleste Midlers» Velde, spænder ogsaa den finest komplicerede Forestilling i Ordenes Net, uden kunstige Kast og uden at pine sig med søgte Adjektiver og braa Sammensætninger. De enkelte Stykker i denne Digtsamling synes undfangne i en eneste hel Vision og nedskrevne i en Inspiration, der lykkeligen bevares ubrudt. Som Musikeren, naar Stemningen melder sig, griber Instrumentet og lar Strengene tone den frem uden styrrende Refleksion, saaledes synes denne Digter at kunne stenge alt bevidste Jeg inde, mens han aabner sit ubevidst skabende, seende, tonende Grundvæsens Bur. Den bevidste Refleksion er en lumsk Kat, der tidt myrder Inspirationen, naar den i unbefangne Øieblikke faar flagre frit. Hr. Obstfelders Sind synes at kunde jage den Lumske paa Dør, straks Skabelsens Øjeblik er indtraadt. Saa meget mærkeligere forekommer denne Evne mig hos en Aand, der aapenbarlig er hærjet til Forpinthed af Selv-Tankens Mare. Digte som de i Samlingens Begyndelse ved hinandens Side indsatte Jeg ser, Navnløs og Ene blotter en Sjælens Ensomhed, et Aandens Indeliv, der selv i vor refleksjonssyge Tid hører til det yderst sjeldne.

Forklaringen paa denne mærkelige Kraft til at holde Inspirationen hel og ren ligger i det ovenfor med Flid anvendte Billede fra Musiks Tilbliven. Den unge Digter er nemlig selv virkelig Musiker. Jeg begaar vist ingen Indiskretion ved at røbe, at Fiolinen er ham et endnu kjærere Instrument end Ordet og Verset; kun Savnet af Faguddannelse hindrer ham i at benytte Tonekunsten som Meddelelsesmiddel. Musiken føler han selv som det dybe Kald, det aldrig slumrende Krav. Han har heller ikke kunnet nægte sig at give en del af Samlingen Undertitlen Melodier; det er de tre udsøgt fine Digte Nocturne, Barcarole og Berceuse.

Saa vævre Rytmer, saa bløde Toner klinger ikke i ret mange Lyrikeres Strofer. Hør Flageoletten glide susende stilt og dog synge:

Hys, Fossesus!
der er Alfer hos os.
Ind i Ørets Musling
lad en Vise risle!
Hys, hys!
Der er Alfer hos os.

Ordets Kunst kan ikke anvendes nænsommere og samtidig sikrere end i saadanne Vers. Hr. Obstfelder være gjerne saa rigt begavet en Musiker, som han bare kan drømme sig det – det er dog en fuldbaaren Ordets Mester, der møder os i hans lille Digtsamling.

Her gives Udtryk for de mest uensartede Stemninger. Tindrende Fryd og brusende Længsel, hulkende Vemod og syg Higen, stivnende Rædsel og skjærende Sorg. Tiskende intim Elskov og brølende dump Sansetrang. Let viftende Syner af yndige Pigegestalter og tunge Trin af den uhyggelige Saamand, Døden. Endelig en vældig Fornemmelse af Naturaandens Majestet; Pampas-Sange er en Poesi saa pompøs som Wergelands eller som Nietzsches og Whitmans.

Den Sjæl, der træder i Berøring med os gjennem disse Digte, har ikke sejlet blidt og lunt hen ad Livets Strømme. Den bærer Spor af det vidstnok tungeste Slag, hvormed Skjæbnen kan ramme. Men det mærker man til sin Glæde, at Slaget ikke har knaset det fine Instrument, om det end muligens har stemt Grundklangen noget ned imod Tungsind af en ejendommelig troldsk Art. Den personlighed, som har skabt denne Poesi, lever alt eget Liv udenfor Virkelighedens Landemærker; han kan – som i Jeg ser – under Beskuelsen af vor almindelige Himmel, vore almindelige Huse og vore almindelige Medmennesker faa et Indfald som dette: «Jeg er vist kommet paa en fejl Klode! Her er saa underligt...» Og alligevel aabenbarer han en lyslevende Sensibilitet og inderlig Betagelse, som Virkeligheds-Menneskene aldrig kjender.

Sigbjørn Obstfelders Poesi vil komme som noget nyt; den vil faa at kjæmpe for sin Anerkjendelse. Det er værdt at være opmerksom paa, at meget af det, som her kommer frem for Offentligheden, er tilblevet tidligere end Hr. Vilhelm Krags første Digte, hvormed det tildels vil røbe et vist indre Slægtskab. Dengang vor nye Poesi slog «Øjnene op i Krags «Fandango», færdedes Hr. Obstfelder som Ingeniør fjernt herfra ved Michigans Bred.

Dog tror jeg mig istand til at forudsige Hr. Obstfelder, at Anerkjendelsen ikke vil lade længe vente paa sig. Hans Digtsamling hører i bedste Forstand til de sjeldne Aabenbarelser.

C.B.

FØRSTEUTGAVE: Sigbjørn Obstfelders første diktsamling, slik den så ut da den kom i 1893.
SETT AV MUNCH: Sigbjørn Obstfelder slik Edvard Munch så ham. Litografi.