Anton og damen med hullet

Den danske forfatteren gir leserne av Dagbladet.no ekstra kapitler til «Vi, de druknede».

Her er det andre ekstrakapittelet fra Carsten Jensens roman «Vi, de druknede».
Her er det første og her er det siste ekstrakapittelet

Anton og damen med hullet

Efter at Knud Erik havde ladet sig bide et par gange af gibbonaben, gik han og Anton videre, indtil de kom til et lille telt. Foran teltet stod der en lang kø.

«Det er damen med hullet,» sagde Anton.

Knud Erik så op på skiltet over indgangen.

«Den gennemskudte dame,» læste han. «Er hun død?»

«Nej, nej. Hun er bare blevet skudt.»

«Jamen, er hun så ikke død?»

«Vent nu og se.»

«Det er ikke noget for børn,» sagde billetsælgeren. Han var en stor rødnæset mand, hvis mave spændte under en falmet blå uniformsjakke med blanke messingknapper. «Fis af med jer.»

Knud Erik så sig omkring. Manden havde ret. De var de eneste børn, der stod i køen ind til den gennemskudte dame.

Anton skar en krigerisk grimasse.

«Du skal bare blande dig udenom,» sagde han og så op og ned ad manden, som om han overvejede, hvordan han bedst kunne bukke begge ender sammen på ham.

«Ellers -» tilføjede han i et truende tonefald.

Billetsælgeren så på Anton, der nåede ham til midt på brystet.

«Ellers hvad, spirrevip?»

«Det er Møllevejens Skræk,» var der én i køen, der sagde.

Billetsælgeren gav sig til at le. Hans store mave vippede op og ned.

«Møllevejens Skræk? Ja, så forholder sagen sig naturligvis helt anderledes.»

Han lettede på stråhatten.

«Mig en ære. Må jeg trykke Deres hånd?»

Manden rakte hånden frem. Anton greb den i et fast, mandigt håndtryk.

«Jeg er glad for, at De er kommet til fornuft,» sagde han.

Anton betalte og gik ind i teltet. Nogen tid efter kom han ud igen. Han var rød i kinderne.

«Stærke sager,» sagde han. «Nu er det din tur.»

Billetsælgeren holdt teltdugen for Knud Erik og gav ham et puf i ryggen. Han blinkede til de ventende i køen.

Knud Erik befandt sig alene i teltet med den gennemskudte dame. Hun stod midt i teltet og bredte sine nøgne arme ud til siderne i en slags velkomst til sin lille gæst. Hun havde høje hæle og nøgne ben, der skinnede, som om de var blevet dyppet i flydende sølv. Hendes sorte hår var sat op midt på hovedet, og hendes fyldige overkrop snæret inde i et blankt højrødt korset, hvorfra hendes halvblottede barm stak frem i to bløde rundinger. Midt imellem brysterne svævede en guldring. Den hang der helt ved egen kraft uden at være holdt oppe af nogen halskæde.

Knud Erik ledte med øjnene efter det blodige skudhul tværs gennem den pyntede dames krop. Han kunne ikke få øje på det nogen steder. Hans øjne gled ned mod gulvet, som om hun kunne have tabt det på gulvet.

«Du bliver nødt til at stå på tæer,» sagde den gennemskudte dame.

Hun vinkede ham nærmere med en hånd, hvis fingerspidser var udstyret med lange, rødlakerede negle. Han trådte hen til hende og stillede sig op på tåspidserne. Hun lagde en hånd om hans nakke og trak ham ind mod sig, indtil hans ansigt befandt sig lige ud for kløften mellem de to store halvbuer. Hun bøjede sig forover, indtil hans næse blev klemt mellem brysternes bløde, eftergivende kød, og han var bange for at blive kvalt.

«Sig mig nu, hvad klokken er,» sagde damen.

«Hvad?» spurgte han dumt.

Så fik han øje på skudhullet.

Det var ikke nogen ring, der svævede i luften mellem hendes halvkugler. Det var et guldrør, der stak ud af kroppen på hende, og han forstod, at den gennemskudte dame ville have ham til at se ind i guldrøret og tværs igennem hendes krop. Han lagde øjet hen til røret og kikkede. Han så gennem en lang sort tunnel. I den anden ende faldt lyset på en urskive. Han havde ikke lagt mærke til den, da han trådte ind i teltet. Der stod et standerur bag ved den gennemskudte dame.

Han kunne næsten ikke få vejret. Han syntes også, hun lugtede mærkeligt.

«Dit ur går forkert,» sagde han.

«Nu skal du ikke være fræk. Fortæl mig bare, hvad du ser.»

Hendes stemme var utålmodig.

«Den er kvart i tolv.»

Den gennemskudte dame slap taget i hans nakke. Han slap luften ind med et gisp.

«Så er det slut for i dag,» sagde damen.

«Tusind tak.»

Knud Erik bukkede stift. Så vendte han sig om og forlod teltet.

Udenfor ventede Anton. Han gav ham et puf i siden.

«Nå, hvordan var det så?»

«Jeg troede, der var blod.»

«Mærkede du ikke noget?”

«Jeg kunne ikke trække vejret.»

«Men mærkede du ikke noget i tissemanden?»

Knud Erik stirrede. Anton gav ham et vurderende blik og trak så på skulderen.

«Okay,» sagde han. «Du er ikke gammel nok. Vi vender tilbage næste år. Så må vi se.»

De gik en runde og så på resten af dyrene. Der var en bjørn, ulve, ræve, hyæner, vildkatte og stinkdyr. Men det bedste var direktør Hutzelsiders kone, som ikke bare var ægte sigøjner og næsten sort i huden, men også spiste rå fars på franskbrød. Fordi Anton var en ven af direktøren, blev de inviteret indenfor og fik lov til at se hende spise.

«Må jeg spørge om noget?» spurgte Knud Erik, da de gik derfra.

«Bare spørg løs,» sagde Anton med verdensmandsmine.

«Det er hende den gennemskudte dame. Jeg forstår altså ikke, hvad hendes standerur har med min tissemand at gøre.»

GIR LESERNE BONUSSPOR: Carsten Jensens roman «Vi, de druknede» ville ha vært på over 1000 sider, hvis han ikke med hard hånd hadde valgt vekk noen av historiene. De følgende tre historier, «Kærlighed i Marstal», «Anton og damen med hullet» og «Anton får en fødselsdagsgave» ble til slutt ikke med i romanen, men du får lese dem på <a href="http://www.dagbladet.no/litteratur">Dagbladet.no/litteratur</a>.