Les Carsten Jensens siste bonusspor

Her er det tredje og siste ekstrakapittelet fra Carsten Jensens roman «Vi, de druknede».

Les også:

Kapittel 1: Anton og damen med hullet

Kapittel 2: Anton får en fødselsdagsgave

Kærlighed i Marstal

Der var en anden kærlighedshistorie, vi var meget optaget af disse dage. Den udspillede sig mellem ekspeditrice Ellen Benzon og den mand, som vittige hoveder mente var direkte ansvarlig for bygningen af det nye posthus i Havnegade. Alfred Svane var ikke arkitekt. Han var heller ikke murer. Han var brevskriver, og han skrev til Ellen Benzon hver dag, ofte fire gange om dagen, lige så mange gange, som der var postombæring. Skønt de boede i samme lille by, gav han aldrig postbudet et øjebliks hvile. Han skrev til Ellen om morgenen for at sige tak for de vidunderlige stunder, de havde haft aftenen før. Han skrev til hende ved middagstid for at fortælle, at han talte timerne, til de om aftenen skulle ses igen. Han indledte aldrig sine breve med et kedeligt ”kære”, som Ellen så kunne lægge i, hvad hun ville. Han skrev et umisforståeligt ”min inderligt elskede” eller ”min egen altid elskede”, nogle gange blot ”min elskede”. Ingen indledning var uden disse to ord, og han fulgte dem altid op med udtryk som ”du som er det elskeligste og kæreste for mig her på Jorden”, ”du dyrebareste af alt”, ”min allerbedste”, ”mit lam”, ligesom han begyndte og afsluttede hver anden sætning med ”min skat”.

Vi vidste det alle sammen, for brevene gjorde Ellen Benzon så kulret, at hun måtte dele dem med alle og enhver, i første omgang sine nærmeste veninder, af hvilke hun i hvert fald havde de otte fra syklubben, som hun læste udvalgte passager højt for, og disse lærte så igen med en forunderlig, nyopdaget evne, de aldrig havde demonstreret i skolen, de sukkersøde fraser udenad og gav dem derpå videre til deres nærmeste veninder, indtil vi alle sammen var medvidere, hvad angik Alfred Svanes kærlighedsbreve til Ellen Benzon.

Endnu mere bemærkelsesværdigt end Alfred Svanes evner som brevskriver, var dog det forelskede pars historie. De havde været forlovet med hinanden før krigen. Men dengang var det kommet til et brud. Nu var de begge sidst i tyverne og havde med en nyvakt lidenskab genoptaget et forhold, som ingen huskede som påfaldende kærligt i første omgang. De havde skændtes om alt. Alfred Svane havde fået den idé, at han ville udvandre til Amerika, og han ville have Ellen med. Men Ellen ville ikke.

”En hustru skal følge sin mand i tykt og tyndt,” sagde Alfred Svane.

”Vi er ikke gift,” sagde Ellen Benzon. ”Og hvad skal vi desuden i Amerika?”

Hvad skal en sømand på havet? Hvad skal en udvandrer i Amerika? Den, der stiller spørgsmålet, vil alligevel ikke kunne forstå svaret, så Alfred sagde ikke noget. Han rejste bare uden Ellen. Det havde hun vistnok ikke ventet. Hun havde overvurderet sin magt over ham. Eller også havde hun undervurderet styrken i sine egne følelser. Hun fandt i hvert fald aldrig nogen anden. Det gjorde han heller ikke derovre på prærien, eller hvor det nu var, han opholdt sig. Men savnet skulle først have tid til at bundfælde sig i ham. Til sidst trak det ham hjem til Ellen igen.

”Jeg ville så gerne, vort gamle venskab igen kunne blive opfrisket,” skrev han til hende i sit første brev efter hjemkomsten. ”Så at vi om muligt kunne blive noget for hinanden. Jeg længes så inderligt efter at have én at tale med, at leve og stræbe for. Du er altid i mine tanker, hvor jeg end færdes, og hvad jeg end foretager mig.”

Alfred Svane opholdt sig på det tidspunkt i den modsatte ende af øen, i Søby, hvor han fiskede fra kvasen Marie sammen med skipper Mortensen. Han ville komme hjem til Marstal og Ellen, hvis hun blot gav signalet.

Hvad Ellen svarede, ved vi ikke. Med sine egne breve var hun diskret. Men hun kunne ikke have været andet end imødekommende. I sit næste brev skrev Alfred, at han talte timerne til ”jeg atter hører fra dig, min skat”.

”Min skat”! Brev nr. 2 – og så allerede ”min skat”. Ellen måtte have gjort ham sikker i sin sag.

Så flyttede Svane tilbage til Marstal. Han, sømanden, langfareren, emigranten, der på en måde var inkarnationen af os alle sammen, generationer af sømænd, der havde valgt havet og det årelange fravær frem for kærligheden, vi, der havde skubbet kvinderne ud i et hjørne af verden frem for at anbringe dem der, hvor de skulle have været, i dens midte. Nu kom han hjem og pilkede torsk i Mørkedybet blot for at kunne være nær på den kvinde, han elskede. Selv de få sømil ud til fangstgrunden syntes ham for stor en afstand fra Ellen. Han klagede bestandig over det evige regnvejr, tågen eller torskebestandens ringe størrelse og brugte dem som undskyldninger, så han kunne blive hjemme og i fred udfærdige sine daglige to, tre, fire breve.

”Jeg skriver til dig,” betroede han Ellen, ”da jeg bedre kan udtrykke mine følelser og længsler på papiret.”

”Følelser og længsler”. Der gik ligesom et sus gennem alle byens syklubber og veninders veninder, gifte koner og ugifte kvinder, store skolepiger og gamle enker i en salig blanding. Her var en mand med følelser og længsler. De tilbad ham. Det var en menighed, der dannede sig rundt om Ellen Benzon. Hun var kun prædikanten, der forkyndte ordet. Alfred Svane var guden. Det var fra ham, åbenbaringerne kom. Ja, han var åbenbaringen selv: en mand, der kunne tale kærlighedens sprog.

”Du kan være sikker på, min skat, jeg elsker kun dig og vil sige farvel til alle andre fristelser her i verden.”

Sådan skrev han. Somme tider fire gange om dagen.

Alfred kunne have fået dem alle, men ædelmodigt gav menighedens eksplosivt voksende flok afkald på at blive Ellens rivalinder: Her stod noget større på spil. Havets magt over mændene var blevet brudt i Alfred Svanes skikkelse. Han var beviset på, at kærligheden kunne sejre. Kærligheden var ikke manden en fremmed eller kun mindre vigtig følelse, der altid måtte vige til andenpladsen.

Sådan gjorde han på én gang kvinderne salige og farligt forventningsfulde i kærlighedens anliggender og dermed utilfredse med, hvad de havde.

Vi hadede ham.

Men staklen vidste jo ikke noget selv, hverken om den brug, hans egen kæreste gjorde af ham, eller om den status, han indtog blandt byens kvinder. Dum og tykpandet må han da mindst have været, siden han ikke bemærkede den opstandelse, han vakte med sin blotte tilsynekomst: lange øjenkast og barme, der hævede og sænkede sig på uvante måder.

”Der går Svane. Han skal på posthuset,” gik det som en løbeild gennem byen, og kun et snu instinkt forhindrede kvinderne i at stimle sammen i Havnegade for at se ham aflevere et af dagens mange breve signeret ”din altid trofaste og elskende ven A. Svane”. Der var jo en risiko for, at selv den langsomt opfattende Svane, som var gjort tykpandet og blind af sin sene nyforelskelse i en gammel flamme, opdagede, hvad der foregik, og det kunne have ødelagt det hele.

Han så i grunden ikke anderledes ud end os andre. Han var hverken større eller mindre. Han var udstyret med de samme arbejdsvante næver (de var endnu ikke blevet bløde af at forsage mandfolkearbejde og kun holde på en pen), og hans skulderparti var af normal bredde. Han havde sorte krøller, brune øjne og en bred mund med kødfulde læber. Under mere neutrale omstændigheder ville vi sikkert have medgivet, at læberne i kvindernes øjne måtte udgøre et tiltrækkende stykke kyssetøj. Men bortset fra læberne var Alfred Svane ikke påfaldende på nogen måde.

Han kom aldrig på Webers Café eller andre af byens værtshuse. Han havde for travlt med sine breve. Vi overvejede at passe ham op på åben gade og give ham en lærestreg, så at han indså, at sådan opførte en mand sig ikke, hvis livet skulle være tåleligt. Men vi vidste, at det aldrig ville gå. Kvinderne havde slået en usynlig ring om Alfred Svane, og vi ville have fået en helvedes ballade derhjemme, hvis vi gav ham, hvad han fortjente. Alfred var deres dyrebareste, deres allerbedste, deres elskeligste og kæreste her på Jorden, deres lam og skat.

Alfred Svane havde indført ordets magt i Marstal, og han var urørlig.

Ellen Benzon, genstanden for al denne velformulerede tilbedelse, var i mellemtiden blevet missionær, ikke for Alfred Svane, men for kærligheden, legemliggjort af en mand, der havde truffet et hidtil uset valg. Overalt hvor hun kom med de sidste nyheder fra en kærlighedshistorie, der forekom de fleste kvinder nærmest ujordisk, ja mere end paradisisk i al sin lidenskab, blev hun centrum for opmærksomheden. Ingen forfaldt til en så smålig følelse som misundelse. Snarere blev hun dyrket med uegennyttig stolthed: Hvad hun havde opnået, kunne en dag blive alles. Ellen og Alfred var en slags pionerer ud i kærligheden og dens naturlige konsekvens, ægteskabet: Her var en aldrig før set ligeværdighed mellem mand og kvinde, hvad angik hjertets anliggender.

Ellen Benzon endte med at se sig selv som en slags rådgiver i netop hjertets anliggender. Med sin håndtaske proppet med Alfreds Svanes breve søgte hun overalt, hvor kvinder befandt sig ved en af kærlighedens utallige korsveje, og det gør kvinder næsten hele tiden, at hverve nye medlemmer til sin menighed.

”Tusind tak elskede Karen, fordi jeg kan mærke, at din kærlighed til mig er af et oprigtigt hjerte. Jeg føler inderst inde, at kærlighed er det største og vidunderligste for os stakkels mennesker her på Jorden, og vær forvisset om, elskede Karen, at når kun vi to ret forstår hverandre og er oprigtige i al vor gerning, da vil også lykken tilsmile os. Om der så kommer modgang såvel som medgang, da er vi, min skat, mit sødeste lam, to til at bære og dele det med hinanden. Du allerdyrebareste bed til Vor Herre, om at lægge sin velsignelse i vor kærlighed. Da er det først den rette lykke. Ja, kære Karen, jeg længes efter at favne dig i mine arme og atter få lov til at tale med dig. Det er så inderligt lykkeligt for mig at vide dig i min nærhed.”

Ellen Benzon fik sin Alfred.

Det var Helligtrekonger, hvor alle piger på deres værelse med et stearinlys i hånden bad om i spejlet at få ansigtet at se på den,

hvis kæreste jeg skal være,

hvis navn jeg skal bære,

hvis seng jeg skal rede,

hvis dug jeg skal brede.

Pigernes bøn var på vers og rimede. Det gjorde livet sjældent. Men i Ellen Benzons og Albert Svanes tilfælde gjorde det.

Kirkerummet var fyldt til bristepunktet. Det var det største bryllup i kirkens historie. Under loftet hang kirkeskibene, der skulle symbolisere frelsen, men altid fik kirkegængerne til at tænke på hav og forlis. Nu stod der en sømand ved alteret, der var gået i land for kærlighedens skyld.

På alle bænkerader sad der kvinder. Da Alfred Svane sagde sit ja, højt og tydeligt, som det sømmer sig for en ordentlig mand, skete der noget uhørt. Ellen Benzons nystiftede menighed begyndte at klappe. Det var hjertets sejr, de fejrede. De hellige tre konger havde vist dem deres tilkommende i spejlet. Og det var Albert Svane, den usandsynlige elsker, Guds gave til kvinderne, hjertets ridder, de så.

Min allerdyrebareste, min inderligste elskede, min skat, mit lam.

Pastor Abildgaard rynkede brynene og rømmede sig. Men ingen lagde mærke til det i jubelen.

Så satte brudeparret ringene på hinandens fingre.

LES OGSÅ:

NY ROMAN: Carsten Jensen har skrevet «Vi, de druknede». I dagene som kommer kan du lese tre kapitler som ikke kom med i boka og <a href="http://db.no/kultur/2007/01/22/489615.html">møte forfatteren</A>.