Les kapitlene Carsten Jensen ikke fikk med

Den tykke romanen «Vi, de druknede» skulle egentlig vært enda lengre enn den er. Her leser du det første av tre kapitler som ikke kom med i romanen.

Her er ekstrakapittel 2 og her er det siste ekstrakapittelet.

Still spørsmål til forfatteren!

Anton får en fødselsdagsgave

Den eneste gang, Regnar var hjemme på Antons fødselsdag, spurgte Anton ham lige ud, om han ikke havde nogen gave til ham. Han havde fået et par hjemmestrikkede vanter og et ligeledes hjemmestrikket uldent halstørklæde af moren. Det var gaver, han så på med den største foragt. Han gik helst med bare hænder og åbentstående skjortebryst i vinterkulden, og han kunne tydeligt se, at faren ikke havde nogen andel i gaverne.

«Jeg er ved at spare op,» sagde Regnar.

Han var tydeligt forlegen, en følelse, der sjældent, måske ellers aldrig, forekom hos ham.

«Hvad mener du?» spurgte Anton inkvisitorisk.

Regnar forklarede, at der med hver pakke Woodbine, hans foretrukne cigaretmærke, fulgte en kupon. Når han havde røget 100 pakker, kunne han indsende kuponerne og ville så til gengæld modtage en bil i præmie.

«Hvor mange kuponer har du?»

Anton spurgte i en forretningsmæssig tone, der kom bag på Regnar. Han opgav ydmygt antallet af kuponer, som han havde samlet. Der var et stykke vej endnu. Han havde 71. Anton forsvandt et øjeblik og kom så tilbage med en cigaræske, som han åbnede. I den lå der en hel stak Woodbine-kuponer. Anton gav sig til at tælle. Der var 42. Han røg det samme mærke som sin far og finansierede sit forbrug af cigaretter med de summer, som hans omfattende drab på omegnens dyre- og fugleliv indbragte ham.

Han rakte Regnar 29 kuponer og lagde resten tilbage i cigaræsken.

«Så er der råd til en fødselsgave til mig,» sagde han.

Det er svært at sige, hvorfra Anton havde fået den ide, at Woodbine-kuponerne ville indløse en rigtig bil, som han i en alder af elleve ville blive indehaver af. Der var meget af en voksen i Anton, men der var også meget af et barn. Det var den voksne i ham, der fik ham til at tjene sine egne penge, ryge cigaretter og betragte sig som Regnars business-partner, men det var barnet i ham, der fik ham til at tro, at det var en rigtig bil, der ventede på ham. Et stykke tid gik han rundt og fantaserede om sig selv bag rattet. Hvorfor ikke? Han kunne så meget andet. Så hvorfor ikke også dette? Så ankom bilen. Det var en legetøjsbil af blik, stor nok til at en dreng kunne sidde i den og drive den frem ved hjælp af de skjulte pedaler under kølerhjelmen, men det forudsatte, at drengen var tre-fire år gammel. Anton var fyldt elleve.

Regnar var ikke hjemme, så han oplevede ikke skuffelsen i Antons ansigt og ville sikkert heller ikke have forstået den.

«Hvad fanden?» ville han have udbrudt. «Du ville have en bil. Nu har du en bil. Hvad er så problemet?»

Anton stillede bilen i udhuset. Senere forærede han den til en fætter på mødrene side.

LES OGSÅ:

Dagbladet møter Carsten Jensen - med nettmøte

Anmeldelse av «Vi, de druknede»

NY ROMAN: Carsten Jensen har skrevet «Vi, de druknede». I dagene som kommer kan du lese tre kapitler som ikke kom med i boka og <a href="http://db.no/kultur/2007/01/22/489615.html">møte forfatteren</A>.