— Takk for den gode nyheten, skriver Edith R. Børresen som svar på at hun er månedens poet for november. Det skjer med det iørefallende diktet Han skal ud å se på damer.
Hun har vært i finalen tre ganger, men er også lett gjenkjennelig av en annen grunn (som observante lesere allerede har fått med seg): Hun skriver på dansk.
— Jeg er elev hos diktlærer Helge Torvund i Diktkammeret, og har været med derinde siden 2005. Jeg har lært meget af Helge Torvund og af de øvrige poeter i Diktkammeret.
Opplevelser på havet
Edith er født i 1934, og har rikholdige opplevelser å fortelle om, sågar som dikte ut fra:
— Jeg var radiotelegrafist/sekretær fra 1967 i 14 år med min norske mand som min chef, sjøkaptein, ansat hos Rederiet Sigurd Herlofson & Co. World Wide Trade-skibet vi var om bord i, Bulk Pioneer, var nytt i 1967 og ti år senere blev det solgt. Vi var med hele vejen. Rejste jorden rundt utallige gange, via Suezkanalen mod Østen og via Panamakanalen mod Europa. Skibet kunne gå til kaj i alle havnebyer, det var kun 18 000 tonn og 165 meter langt. Vi fik mange gode oplevelser.
— Tittelen ditt har en slående tittel! Begynte diktet med den, eller kom den til etter hvert?
— Det begyndte med titelen. Min mands ferieavløser, havde en søn med på reisen, han var ti år, hans bedste ven om bord var båtsmannen. Under land forstod gutten ikke, hvorfor bådsen havde travlt med å gå i land. Hans far sa: "Han skal ud og se på damer." Den var go', syntes jeg, og eftersom erindringerne er mit brændstof, brugte jeg den sætning, som er fra 1970-årene.
— Hvem er Jungen og båtsmannen — i hvilken tid hører de hjemme, og hvorfor står Jungen så målløs tilbake?
— Det er den sande historie om yngste mand på dæk, nemlig Jungen, som stod målløs og så efter taxibilen med Bådsens dyrebare dråber, som chaufføren beholdt, de som lå bag i bagagerummet. Det var dengang forbudt for mandskabet i norske skibe, at købe brændevin og bringe flaskerne med på rejsen.
I 1982 gikk Edith og mannen i land, og i 1983 overtok de hans barndomshjem på Kvitsøy. Den ligger ytterst i Boknafjorden mellom Randaberg og Karmøy, og er i flatemål Norges minste kommune.
Trenger ingen oversettelser
Før Edith reiste på havet, lærte hun språk som au pair i London, Paris og Hamburg, og hadde det hun omtaler som "uvurderlige år, som teen ager." Da hun var ute på havet, gikk all kommunikasjon via morsesignaler eller telex over satelittantennen på norsk og engelsk. Likevel skriver hun på dansk:
— Jeg skriver på mit modersmål, det kan jeg bedst, sier hun.
— Jamfør debatten om man trenger oversette mellom de skandinaviske språkene, eller om vi dansker, nordmenn og svensker heller bør utfordre oss selv til å lese hverandres språk: Hva tenker du?
— Norsk, svensk og dansk, er nemmest for mange at forstå som skriftsprog, derfor forstår skandinavere på DK, hverandre udmærket. Jeg trænger ingen oversættelser på brødrefolkenes bøger, men jeg vil tro, at mange som ikke har min erfaring i sprog, gør.
— Hvor mye tid bruker du på skrivinga, og hvor lenge har du drevet med det?
— Jeg har skrevet i ny og næ, men konstant i de sidste 20 år. Sidder foran skærmen mindst. en time hver dag, forteller Edith, og i fem av dem har hun altså deltatt i Diktkammeret.
— Hvordan skriver du vanligvis dikt — flikker du mye, eller tenker og skriver du dem mer eller mindre ferdig der og da?
— Jeg flikker ikke meget, jeg er en kontant person og mener, hvis ikke ordene falder på plads nogenlunde hurtigt, skriver jeg et nyt dikt. Jeg tænker hellere på temaet en stund før jeg skriver.
Vi gratulerer, og byr på følgende jurykommentar:
Ei fortetting av ei soge
Diktet Han skal ud å se på damer viser korleis ein med nokre få, velvalde ord kan fanga inn og skissera opp ein situasjon som er lada med forteljing, tidskoloritt, atmosfære og ulike kjensler. Farten, fortvilinga og det ironiske i stadnamnet som avsluttar diktet, skaper ein tekst av ein noko annan karakter enn det juryen vanlegvis ender opp med å trekkja fram. Men av alle dei flotte kandidatane frå november, har me denne gongen lyst til å fokusera nettopp på dette innslaget av det som er annleis. Ein dåm av ei anna tid, eit dikt som er som ei fortetting av ei soge som er fortald igjen og igjen, og her har funne eit nedslipt uttrykk som minner om folkekunstens forenklingar. Samstundes formidlar diktet noko gjenkjenneleg og forståeleg for oss alle, det forbodne, ansvar og lojalitet, svikt og einsemd. Og ikkje uvesentleg finn me ein snert og ein humor i karakteristikkane som vitnar om eit godt auga for observasjon kombinert med ein evne til å skrelle vekk det uvesentlege, og stå att med dei få orda som skal til, for å føra oss rett inn i ein situasjon utan lange innleiingar eller utanomsnakk, og så forlate oss der, ståande på kaien som ein jungmann, fulle av uro og einsemd, utan å vita kva som vil skje vidare.
For juryen,
Helge Torvund
Juryen består også av Kristian Rishøi og Maria Børja.
DIKT PÅ DAGBLADET.NO
Diktkammeret er Dagbladet.nos forum for skrivende i alle aldre. Tilsvarende finnes Skolekammeret som et forum for elever til og med videregående skole. Diktlærer Helge Torvund kommenterer løpende utvalgte dikt i Diktkammeret, mens Kristian Rishøi har samme rolle i Skolekammeret. Hver måned kårer juryen de beste diktene. Alle disse trykkes i Dagbladets papirutgave. Én av finalistene fra hvert forum blir dessuten kåret til månedens poet.
Dikt- og Skolekammeret har eksistert siden henholdsvis 2001 og 2003, og mange av poetene har etter hvert kommet ut i bokform. Dagbladet har også laget to bøker i tilknytning til foraene:
* Diktkammeret. Å skriva poesi av Helge Torvund på Det Norske Samlaget (2001), som inneholder leksjoner i diktskriving med eksempler. Du kan lese de tolv første leksjonene til Helge Torvund her.
* Ungdomsantologien Faen ta tyngdekrafta på Gyldendal Norsk Forlag (2008).
I tillegg tilbyr Dagbladet Dikt.no, et skriveverksted der det i tillegg til dikt er mulig å sende inn og diskutere sjangere som noveller, sangtekster og sakprosa. Omtrent tusen tekster kommer inn hver måned, og det finnes også et diskusjonsforum for dikt og skrivekunst.
