På høyde med Hamsun

«Kjære allverden!» skriver Erik Fosnes Hansen i sin genistreg af en roman. Det må han nok sige. «Beretninger om beskyttelse» er en maskerade af en fortælling, der søger kræfterne i naturens væsen. Er der skrevet en bedre nordisk roman siden Karen Blixen og Knut Hamsun?

I december 1930 skrev Knut Hamsun fra Nørholm og takkede den danske forfatter og kritiker Tom Kristensen for hans roman «Hærværk», der netop var udkommet i Danmark. «Jeg vet ikke at jeg i mit liv har været så optat av en bok - en genistrek og et kjempeverk,» skrev Hamsun, «jeg har selv skrevet bøker, det mangler ikke, men nu er jeg ydmyg, ingen bok er som deres. Motta min ærbødige hyldest.»

Hvis Karen Blixen havde levet i dag, ville hun efter al sansynlighed have fattet pennen i Danmark og skrevet et lignende brev til Norge i anledning af Erik Fosnes Hansens nye roman, der har hamsunsk, men især blixensk format. Hun ville have rost Fosnes for alle hans feudale flotheder som fortæller. Hun ville have bemærket romanens virtuose spring i tid og rum, stofmættetheden, musikaliteten i sproget, fiktionens guddommelige leg med mennesker og masker, de begavede diskussioner om kunst og videnskab, humoren, frivoliteterne, det insisterende natursyn og - ikke mindst - romanværkets fortællermæssige vitalitet og generøsitet.

Ekstraordinær

Med et dybt tilfreds suk ville Blixen måske have brugt det helt ekstraordinære ord - extravaganza . Og så ville baronessen selvfølgelig også i et flirtende, flertydigt PS have antydet, hvor hjertelig velkommen den unge, begavede nordmand altid ville være på Rungstedlund. Han kunne jo passende overnatte i «det grønne værelse» med udsigt til Øresund og Denys Finch-Hattons rejsegrammofon fra den afrikanske savanne i hjørnet...

Enough. Lad os rydde bordet for disse virkelige og uvirkelige takkebreve, og komme til sagen:

Erik Fosnes Hansen har begået et mesterværk. Måske er der ikke skrevet en bedre nordisk roman siden Karen Blixen og Knut Hamsun flyttede litterære milepæle.

Når en roman, som præsenterer sig som en smukt og sort indbundet kollos på 556 sider, åbner med sætningen «Livet er en fugl», og på de første tre sider når at betragte en smuk morgenstund med meteorologens trænede blik, dernæst bevæger sig ud i naturrummet for at interviewe to flyvende svaler ved navn Kri og Kry, for så at lande fortællingen midt i en tom kirke og snige sig ned under et kistelåg, hvor vi skal høre lidt om den afdødes tanker på denne for mennesket så begivenhedsrige dag, ja så er man klar over, at man sidder med noget højst usædvanligt i sine hænder.

Trefløjet

At vi siden også skal blive kloge på faralogi (læren om fyrtårne), entomologi (insektlære), gastronomi, videnskabskritik, trolddomskunst, naturmedicin, kaos-koeffisienter, renæssancekunst, antallet af hundebid i New York i årene 1955- 59, og høre om hvordan en enfoldig kvinde engang kom til at knuse sin mands testikler med et manglebrædt, ja det siger måske næsten sig selv. Vi er derude, hvor fortælleren helst bevæger sig i tre til fire dimensioner.

«Beretninger om beskyttelse» er en trefløjet roman, bestående af fire skæbnefortællinger, der udspiller sig vidt forskellige steder i vidt forskellige epoker, hvor en lang række mennesker, fulde af værdighed og skønhed må man sige, yder hinanden talrige former for beskyttelse, der rækker lige fra deciderede herre/slave-forhold til voksen/barn- og mand/kvinde-relationer.

Vi er først på et norsk landsted i vor tid, hvor en Dickens-agtig excentrisk eneboer, fritidsbiavler og millionær - som i sit otium har givet sig hen til studiet af de usynlige love, naturen beherskes af - får uventet besøg af sin purunge slægtning Lea.

Et venskabs- og kærlighedsforhold udvikler sig mellem det umage par, som deler den skæbne begge at være en slags udstødte. Da han dør (det er ham, der ligger i kisten ved romanens begyndelse) testamenterer han hele molevitten til pigen. Det vil dog sige, hun arver kun bestemmelsen over det enorme bo, der også tæller et mystisk bibliotek med øjenvidneskildringer, breve og udklip, som dokumenterer alverdens næsten altfor tilfældige hændelser mellem tilfældige mennesker.

Italien

Kort sagt en verdensomspændende protokol over skæbnens lunefulde tildragelser. Og nu sidder unge Lea i bogstaveligste forstand med nøglen til verden, som den afdødes kæledyr - en abe - har overrakt hende i det, hun selv troede var en drøm.

Amor fati - elsk din skæbne. Jo, vi er så sandelig på sporet af Blixen.

Og det skal blive endnu bedre i den anden fortælling, som læseren suverænt flyttes over i ved hjælp af strålerne fra et fyrtårn, og hvor vi pludselig befinder os på en ø - «en civilisation i havgabet» - ud for den svenske østkyst i forrige århundrede. Endnu en skæbnehistorie, der følger devisen «hvad man ser er ikke altid hvad som er», og midt i et dramatisk forlis med syv døde involverer en halvstum organist, fyrmesterens kone og unge, smukke datter, der minder mistænkeligt om organisten.

Romanens sidste, overdådige fortælling, som udspiller sig i 1497 i Italien og deler sig i to historier, tager skæbnetråden op og indrammer Fosnes Hansens stort tænkte og stort udførte fortælling med spørgsmålet «Hvornår begynder en fortælling? Og hvornår slutter den? Og hvornår begynder og slutter et liv?».

Miraklets praksis

I både Rom og Toscana følger vi adelsmanden Lorenzo del Vetro og hans page Fiorello. Hver på deres måde giver de sig (først sammen, siden hver for sig) til at udforske «miraklets praksis», som naturligvis har at gøre med en ny tids erkendelse af natur og guddom. Dén, der handler om, at i selve naturens legemlige, synlige og sanselige væsen finder vi guddommens hemmelige spejlbillede gengivet.

I det spejlbillede, som også er romanens, findes mange sandheder og det er dem, Erik Fosnes Hansen hele tiden bevæger sig rundt om, ind i og ud af med den særlige, nydelsesfulde hastighed, der både kendetegner menneskets (og læserens) erkendelsesevne og elvens flydende rytme:

«En elv render langsomt og alligevel render den hele tiden og den flytter sine sten langsomt og alligevel er fjeldet på vej mod havet.»

Sådan virker «Beretninger om beskyttelse» også på læseren. Det er ikke nogen tung bog - Vorherrebevars! - men en ufattelig klog bog, spækket med elegante bonmots , såsom: «Tager man længslen fra et menneske bliver også bevægelsen borte», eller: «Den blinde tro er og bliver blind.»

Magisk syvtal

Det er en roman, som man i lighed med Knut Hamsuns «Mysterier» og Karen Blixens «Syv fantastiske fortællinger» aldrig bliver helt færdig med, fordi den med alle sine associative forbindelser, synkrone handlinger og parallelle skæbner og skikkelser på tværs af fortællingernes tider og rum jo netop handler om, at naturen er i konstant bevægelse, forandring, udvikling og afvikling. Følgelig er mennesket også en a-kausal, relativ, ufattelig rig og bevægelig størrelse, hvis man vel og mærke - som Hamsun, Blixen og Fosnes Hansen - tør erkende og tale om de kræfter, der på godt og ondt ligger i naturens væsen.

Færdig er Fosnes Hansens romanværk jo heller ikke endnu. Næste år kommer bind to, og lur mig om ikke også den bog til den tid vil gøre krav på læseren i syv dage og syv nætter, og antallet af «Beretninger om beskyttelse» dermed også være oppe på Blixens magiske syvtal.