«Som en ung frisk fole»

Dagbladet.no har digitalisert Andreas Gynges nesten hundre år gamle anmeldelse av Knut Hamsuns første og eneste diktsamling, «Det vilde kor», som kom i 1904.

Det tjener ikke til noget at minde Hamsun om Fortiden. Han er en forstandig Mand, som skifter Hat og Frak saa ofte, han lyster, og viser sig med den frimodigste Mine af Verden i Kostumer, som han før har haanet andre for. I sin nye Bog driver han rett som det er Side om Side med den lyriske Ungdom fra Nittiaarenes Begyndelse. Eller han optræder i Ibsens gamle, aflagde Redingot. Naar han da ikke tropper op med Drachmanns Bulehat flot skubbet over mod det ene Øret. Men Ansigdet under Hatten og Mennesket indenfor Frakken, det er nu alligevel Hamsun selv, den Hamsun som har skrevet udmerkede og daarlige Romaner og udmerkede og daarlige Skuespil. Nu har han i fuld Samklang hermed skrevet udmerkede og daarlige Digte.

Der gaar gjennem de dybeste og fineste av disse hans Vers en Følelse af Sjælens fjerne, dunkle Ophav, dens Sammenhæng med det naturmystiske i den omgivende Verden og Livsgnistens dunkle Forsvinden. Gjennem det tendre Digt «Skjærgaardsø» glider som et beaandet Pust Erindringen om en tidligere fjern Tilværelse. Og i disse Linjer toner Sjælen i Samklang med Naturmystiken.

Jeg lytter til Suset fra Tinder og Dal
og kender min Sjæl klinge ind som en Stræng.
I den Store Koral.

For det evige Menneskespørgsmaal: «hvorfra kommer vi? – hvorfor er vi? – hvor hen gaar vi?» finder han det mest gjennemsiktige, elementære og derfor skjøndeste Udtryk:

Det er noget jeg sidder og ei kan forstaa:
Hvi skæres det Korn og hvi falder det Løv?
Hvi smuldrer alt Sommerens Liv til Støv?
Hvi grønnedes Græsset for blot at forgå?
Det tænker jeg paa.

Det Korn skulde mætte de hungrige Munde
Og Græsset blev grønt for at visne til Hø.
Og Løvet var Skyggen i solrige Lunde.
Men jeg – hvorfor dryssedes Glæder i Frø?
I mig for at dø.

Jeg ropte og spurde til Havets Skum,
til Skogen og Bjerget og Livet,
til Stenen og Stormen og Himlens Rum
og alting som Øren er givet:
har jeg bedt om at fødes til Livet?

Men Himlen og Stormen og Stenen var stum

Og et andet Sted:

Den Taage jeg ser, er det Dødens Land?
Det ligger et livløst Hav der ude
og midt i Havet en blindfødt Ø
det er Dødens Land.
Jeg kommer, jeg breder Armene ud
og synker i mot dig evindelig…

Men der er i denne Følelse af Sammenhængen med det naturmystiske ogsaa et mæktigt Moment af Liv, af det, som lever med alle Sanser og skaber nyt Liv. Der er Digte paa Digte, som vælder af en blodbrusende Sensualisme, af det hensynsløse Begjærs og den smerteglade Hengivelses tvingende Kræfter. Man fornemmer tunge, hede Dyrepust og Øine, der tindrer som Morild. Eller Elskovslegen slaar om i fyrig, kaad Knæggen, og han skriver Viser, der kunne gjøre en Drachman Ære. Det erotiske klinger ogsaa frem i en anden, mer civilseret Toneart hvori Hamsun opnaar at skrive enkelte fine og enkelte ganske ordinære Strofer. Den blodfulde Erotik passer ham bedst, Humøret, Modet, Erobringslysten.

Han er ogsaa ellers som en ung frisk Fole, han ynder at slaa bagud, saa Sten og Sand – mest af det sidste – spruter en om Ørene. Han haaner alt og alle, og glemmer ikke sig selv. Det er ikke egentlig «Das heilige Selbstironisieren», men langt mer det løsslupne Galgenhumor, han dyrker. Han kan være fornøielig og vittig, men ogsaa ytterst stødende og uheldig. Han kan give sig til at lege med en Fantasi som den, at han ligger død ude i Skogen som et Aadsel for Rotter og Fluer. En Mand som den franske Digter Rollinat ville have behandlet det Emne i all sin hæslige Forfærdelighet, man vilde med Gysen have sett Tilintetgjørelsens hese Vederstyggelighet. Hamsun derimod – koketterer. Ogsaa Digtet «Betragtning»! Jeg skal ikke slynge Banstraalen i mod ham med Ordet Blasfemi, jeg skal bare fremholde som min Mening, at dette Vers digterisk sett er noget Makkverk, en del gutteaktige Udfald, som man maa forbauses over, at Hamsun har villet føre i Pennen. Baade her og flere Steder gjør han det altfor fristende at minde om Goethes Ord i et av de venezianske Epigramer:

«---- denn Gaukler und Dichtersind gar nahe verwandt, suchen und finden sich gern.»

Men Hamsun har nu engang opkastet sig til Vor Herres Kritiker, og han har sikkert ikke lagt Merke til, at han i dette Tilfælde er dumpet ned fra at være Klovn til at blive DummePetter. Man vil i hans «Betragtning» søge forgjæves efter Vid. Derimod har et dikt som «Det Sus gjennem Skabningen» med all sin Raahet dog bevaret Humøret. Og for det tilgiver man meget. Det straaler til sine Tider i den festligste Glans som i den ypperlige «Gangspilvise», der forresten ligesom flere af de andre er en gammel Kjending.

Af Samlingen for øvrig vil jeg fremhæve Digtet «Bøcklins Død», hvori der findes Strofer af stor Skjønhed. Ogsaa Hyldningsdigtet til Bjørnson der forefalder saa stort i sin Verdighet og Helstøbthet. Men lige i Nærheden staar der et Digt, som heder «Himmelbrev til Byron», hvor han gaar frem med sin Polemiks noget grove Floret mod vaar Tids Helte, mod de «Digterstabeiser», der – næsten ligesom han selv forresten – pleier at komme med en ny Bog til hver Jul, og hvor han særlig stævner frem mod den Digter,

---Som slaar alle Nordens Rekorder, som endog omsider fik Svenskerne kær
og viste sitt praktiske Blik ogsaa her, som samler og signer og overantvorder
os Jordkloden afholdt, ja rent populær –

Dennegang gaar da Hyldningen til Drachman, den eneste nulevende Slektning af Byrons Digtergenius:

Naar kommer du atter du store Kætter?
Her lever kun en som din Tone tar,
den deiligste Stemme paa Jorden var,
din graanende Broder på Danmarks Sletter
-den sidste Sanger i Lande.

Hamsun har erobret Læserverdenen og Teatrene, nu kommer han sikkert understøttet af vore Komponister med flere af sine Digte til at holde et seierrikt Inntog i Consertsalene. Men saa er der vel ikke mere at erobre paa den Kant, og saa faar man haabe på, at han vil forlade sin trygge Ankerplads inde i Havnen og gaa ud i rum Sjø igjen til de store Opgaver og finde nyt Land.

Andreas Gynge