Syngjande og suggererande

Den danske poeten Henrik Nordbrandt får orda til å utøve magi, skriver Helge Torvund i aprilleksjonen. Lær mer om å skrive dikt!

Den danske poeten Henrik Nordbrandt har i bøker med fascinerande titlar som «Spøgelseslege» og «Håndens skælven i november», vist ei eiga evne til å får orda til å utøve magi. På ein syngjande og suggerande måte kan han få ord til å få ei større meining enn dei hadde då diktet byrja:

Det regner.

Og fordi det regner

har det aldrig gjort andet end at regne.

Der er i virkeligheden

indet andet end regn

og alle drømme

handler om, at det regner.

Når eg skriv desse orda på tastaturet, kan eg høyre at lyden av fingrane mine mot tastane minner om regn. Slik verkar mange av dikta hans på meg. Dei har ein så overtydande tone og så bydande klang, at verda vert slik Henrik Nordbrandt skriv om ho. Han nyttar openbart gjentaking som poetisk verktøy, men har også eit anna grep. Han skapar tilsynelatande «logiske» samanhengar ved bruken av ord som «fordi» og «i virkeligheden» eller bare ved å sette fram tydlege og presise påstandar med ein poetisk autoritet, som gjer at me godtek dei som korrekte innanfor det språklege univers han skapar.

Når jeg på en rejse

tænker på at rejse, rejser

rejsen ved min side

så at jeg ingen steder kommer.

Nordbrandt reiste frå Danmark i ung alder og har i alle år budd og farta rundt i landa kring middelhavet. Han er altså ein poet som ikkje utan grunn krinsar kring «opbrud og ankomster» og skriv om lengting og det å gripe augneblenken med språket. Eller om saknet av det som alt er over. Kanskje har det at han arbeider med eit anna språk enn det som vert snakka kring han, gjort han ekstra oppteken av kva språk er for noko? Dette er i alle fall eit tema som stadig dukkar opp i dikta hans.

Allerede i ordets første bogstav

findes ordet allerede

og i ordet allerede, hele særningen.

I sætningen findes de sætninger, som følger

som mandeltræet findes i hver mandel og hele mandellunden i træet

de salte kys, kobber og rosenolie

og årene i solen…

Allerede har alting altid været forbi.

Min aske står hos pantelåneren

som sikkerhed for mit hovud.

Allerede er allerede et glemt ord

og allerede i ordets første bogstav

står mandeltræerne i blomst

så jorden tidleigt i februar

kan få den violette farve, den fortjener.

Igjen ser me korleis han knyter ulike plan av røynda - språk og konkrete tre, pantelåneren og døden - saman, og får det til å høyrast ut som det finst ein skjult samanheng, som alltid har vore der, men som me ikkje har sett før han peiker på den med sitt dikt.

Det er også eit kjennemerke som me kan læra mykje av, at han bind saman svært konkrete sanseobjekt, med meir flyktige kjensler som smerte, lengtinga, noko som ikkje er der:

Du strøg en tændstik, og dens flamme blændede dig

så du ikkje kunne finde, hvad du søgte i mørket

før den brændte ud mellem fingene på dig

og smerten fik dig til at glemme, hva det var.

Ofte klarar han å få fram objekt som inneheld ein bodskap om lengt og avstand med ein så gjennomført sans for det vakre, at me skjøner at her også er kjærleik med i biletet. Han kan skrive lange dikt, med lange linjer, men han er også flink til å ikkje seia for mykje, når eit bilete skal bli verande i lesaren:

Da jeg så op, var regnet standset.

Solen ramte en gren med hvide mandelblomster

så jeg blev blændet

og hældte kaffen ud over de ubesvarede breve.

I ein kort leksjon er det ikkje plass til å ta med dei lange og karakteristiske dikta der songaren verkeleg kjem til sin rett, men gå gjerne laus på bøkene hans og opplev

Vinen, som modnedes op ad bjærgskråningerne

sent den sommer, hvor vi mødte hinanden

er allerede gylden og fuld af eftersmagen

af en fylde, dampet bort som år i solen

og nattebrisen ser ind i mig med sit poppelløv:

Jeg er træt

som om mit hjere var en brændende flagermuslygte

væltet i en fremmed have

Og medan du les, kan du studere denne poetens evne til å utvida dei enkla orda si meining. Prøv å få tak i korleis han tek ein enkel situasjon, eit mandeltre, ein mur, eit konkret landskap, og løfter dette opp til eit plan der det vert fylt av dei store spørsmåla.

På alle mure faldt aftensolen

På en eneste hvid mur.

På tunge, rustne hængsler

der engang havde været grønne

stod døren åben

ind til mørkret.

«Hej» råbte jeg, så det genlød

i hele dalen

og en krage fløj skrigende op.

Det var ingen andre en dig

der ikke svarede

i hele verden.

FÅR ORDA TIL Å UTØVE MAGI: Den danske poeten Henrik Nordbrandt.