Trærne synger

Trærne er eldre enn oss mennesker. De lar seg både tegne og lytte til.

Hei, denne artikkelen er over ett år gammel og kan innholde utdatert informasjon

SJÆLLAND (Dagbladet): En egen ro faller over den som velger å bruke sin tid på å vandre en tur under løvtrærne på Rungstedlund, Karen Blixens hjem langs Strandvejen midtveis mellom København og Helsingør. All larm forsvinner, som om den blir sugd opp av det dypgrønne bladverket som ligger jungeltett mellom deg og himmelen. Mennesker forgår, trærne fortsetter å vokse. Både lyrikeren Johannes Ewald og fortellersken Karen Blixen ligger under sine gravsteiner inne i skogen, med et flettverk av greiner rundt seg. Stillhet og verdighet. Eventyr. Blixen skriver i et essay:«Omkring dammen og kanalen i haven breder seg en hel skov af de samme store skræpper som H.C. Andersens \'Lykkelige familie\' boede under. Her er et stort fredeligt vænge, hvor der er le, og hvor heste og køer går løse. Her er mange gamle træer og under dem en særlig rig skovbund med anemoner, kodrivere og violer.»

LENGER OPPE LANGS Strandvejen ligger Louisiana, et av Nordens flotteste kunstmuseer. Utstillingen «Matisse -   Et nyt liv» er også verdt noen timers fordypelse. Og snart er du også her dypt inne i løvtrærnes besynderlige verden. Midt mellom erotiske tegninger og fargefantasier er et hjørne viet Matisses studier av treet. I et brev til sin venn Roveyre skriver Matisse at det fins to måter å framstille et tre på. For det første med en «efterlignende tegning, som man lærer det i europeiske tegneskoler». For det andre, «med den følelse man får ved at nærme sig og betragte træet -   ligsom de orientalske kunstnere». Matisse henviser til den kinesiske læreren som sa til sine elever: «Når man tegner et træ, skal man have følelsen av at skyde op med det, når man begynder forneden.»

MEN HVOR ENKELT er det likevel? Matisse forteller hvordan han ble «så grebet af skønheden i stammen, dens kraft og mysterium» at han ikke klarte å fange treet inn med blyanten. Det hele ble uten liv. Men så begynte han å legge merke til tomrommet mellom bladene. Han forenklet prosessen. Greinene, bladene og lufta - nærmest naivt framstilt. Noen få greiner, et og et blad av gangen. Ikke som på tegneakademiet, der man ser bort fra «fantasiens smeltedigel». Du blir stående foran Matisses serie med tegninger av trær fra 1941. Fjernt fra Rungstedlund, med sine virkelige trær. Matisse har forvandlet natur til kultur. De enkle strekene følger treets form, stammens og greinenes umerkelige bevegelser. Det er som om du ser at bladene vibrerer. Det er meget vakkert. Og det er mange tegninger. Blikket glir fra tre til tre. Du trenger stadig dypere inn. Grønn meditasjon i strålende svart-hvitt.

ET VINDPUST feier myket gjennom skogen rundt Rungstedlund. Trærne siler vinden som en harpe her inne. En dyp sang som blander seg med en og annen fuglelåt. «Hver sommer når jeg har hørt gøgen i lunden, har jeg tænkt: \'Hvordan skal jeg bevare et stort træ i haven for den at sidde at kukke i?\'» skriver Blixen. Eller Matisse, der han lå i sin seng og kikket ut på lindetrærne utenfor sitt vindu:«Fra min seng, hvorfra jeg kunne se dem, morede jeg mig om morgenen med at følge dem gren for gren til yderste ende, grebet af deres så logiske og ubesværede bevægelser og af deres harmoniske sammenhæng.»